Et stik i hjertet….

Det er hårdt som forælder at være vidne til, at ens barn bliver holdt udenfor…..Det kan jeg i hvert fald forestille mig….. Mine børn er stadig så små, at i deres omgangskreds, er det ikke noget, som man gør…. Ikke i særlig mange minutter i hvert fald.

Jeg oplevede i julen, at vi var til noget komsammen, hvor der var et par drenge på vel 5 og 7, og så min Bertel på ca 2½…. Disse 2 “store” drenge løb rundt, og Bertel prøvede jo selvfølgelig at følge dem med hans glade, åbne sind og imødekommende væsen. På et tidspunkt har Bertel stået og peget op på hylden og siger slikposer, da kromutter altid har slikposer deroppe, og disse drenge “driller” ham så, da de har spurgt ham, hvad han hed…Og Bertel forstår ikke altid lige alt, og har nok villet fortælle dem om disse slikposer. De siger så: “hedder du slikpose”, og fniser og griner og løber fra ham og i den dur, og der går et jag igennem hjertet på mig, og jeg er så evig taknemmelig for, at Bertel ikke forstod drillerierne….

Jeg så nærmest min egen barndom passere revy, og frygtede, at dette ville fortsætte, at han blev drillet osv osv….Åha…. Jeg sagde til drengene, som det var, at han blot ville fortælle dem om slikposerne, men de var selvfølgelig ligeglade. De løb bare, og han kunne ikke følge med, og det var lige præcis sådan, de ville have det….Og det gør ondt….

En anden episode var til en fødselsdag, hvor der er 2 piger, en på 3 og en på knap fire, og vi har vel været der en times tid, hvor Bertel har leget lige så stille med sig selv. Pigerne er på værelset….. Jeg er lige på toilet overfor værelset, og da jeg kommer ud, sidder de inde i et legetelt og Bertel står udenfor det. Og den ene pige råber: “Neeeej, du må ikke være mig. Vi vil ikke lege med dig!”, og det gør mig igen så uhyggeligt ked af disse ord, de kunne lige så godt stikke mig i hjertet…..

Jeg siger til pigen, at det kunne hun ikke være bekendt, når vi nu sådan kommer til fødselsdag, og at Bertel havde glædet sig sådan til at lege med hende, og hun svarer bare, at han ikke må være med til at lege…. Jeg tager Bertel i hånden og siger, at nu kan vi gå ind i stuen og lege, men han siger, at han vil blive….Men han kommer n u med mig alligevel….Igen forstod han det jo ikke helt…..

Men det gør han måske næste gang……eller næste gang igen…..Og bliver han så lige så ked af det som jeg blev? Mit humør dalede godt nok lige 2 trin pga dette….Det skal lige siges, at senere legede de nu fint sammen…..

Og det kan godt være, at jeg ligger for meget i det hele, men når man selv gennem meget af sit liv har stået for skud, så er det i hvert fald det aller sidste, man ønsker for sine børn…..

Jeg ønsker, at de vil blive behandlet ordentlig, og vil selv gøre mit, for at de behandler andre ordentligt, for det kan ødelægge så meget, og ingen betyder så lidt, at det må tillades……..

Puha….Jeg lod vist lige det løbe af med mig…… Det er lidt svært at forklare det hele……