Graven så dyb…..

Jeg var på min moders grav den anden dag…….

Og jeg fik et stik i hjertet….Jeg har ikke været dernede siden før Livs fødsel….Og den så mildest talt sørgelig ud…Selvom der er plantet grønne planter på den….

Heldigvis havde jeg taget en lille blomsterbuket med……Med knaldrøde og frisk grønne farver….Den livede da lidt op i dette grå, kedelige sted…..

Jeg fik helt dårlig samvittighed…… Dårlig samvittighed over, at ikke engang det, kan jeg tage mig tid til…….

Men på vej derfra tænkte jeg: “Jamen , hun er der jo ikke….Det er jo blot et sted, hvori hendes aske blev lagt, men sjælen fløj jo ud med hendes sidste udånding….. Hvorfor få dårlig samvittighed, når hun jo er alle vejne og ikke bare her….på dette sted?”

Den dårlige samvittighed er desværre nok, hvad jeg føler andre tænker om mig….Andre mennesker, der går forbi og siger: “Nå, de kan ikke engang få tid til at sætte lidt blomster herned”….. For det har jeg selv tænkt….Om andre før….Før, da jeg kun havde mig selv og min mand at tænke på……Men det havde jeg forudset ville ske….For mine søstre og jeg har betalt for vedligehold de næste 10 år, så ren bliver den da holdt…..

Og så må jeg jo tage mig lidt sammen måske……Så jeg kan vise andre, at jeg ikke har glemt hende…..

Men det har jeg ikke……Hun er inde i mig, og der gemmer jeg hende for altid……

Gemt, men ikke glemt……